Klimatilpasning

Spildevand og regnvand

De fleste byområder i Egedal Kommune er separatkloakerede. Det betyder, at husspildevand ledes til rensningsanlægget i én ledning, mens regnvand afledes til sø eller vandløb i en anden ledning. I en del af de ældre byområder er der fælleskloakering, hvor alt vand ledes i én ledning til rensningsanlægget.

Kommunens kloakker er dimensionerede til at kunne håndtere en hverdagsregn. I takt med klimaforandringerne, og at vi hyppigere rammes af kraftigere regnhændelser, overbelastes kloaksystemerne stadigt oftere. Dette betyder større risiko for oversvømmelser og medfører særligt gener i fælleskloakerede områder, hvor regnvand blandet med husspildevand kan stige op gennem gulvafløb, toiletter og vejbrønde. For at undgå oversvømmelsesgener kan man forsøge at klimatilpasse. Én måde er at renovere og udvide kloaksystemet. Dette er dog dyrt og særligt voldsomme regnhændelser som skybrud og længerevarende kraftig regn vil stadig ikke kunne håndteres i kloakkerne. Derfor er der behov for at benytte andre metoder til håndtering af regnvand og spildevand.

Lokal afledning af regnvand (LAR)

Ved at afkoble regnvand fra kloaksystemet og i stedet håndtere det lokalt, mindskes presset på kloakkerne, vandet forsinkes på sin vej til vandløb og søer, og risikoen for oversvømmelser mindskes.
I nye byområder integreres den lokale håndtering af regnvandet i byplanlægningen. Et eksempel er Stenløse syd, hvor alt regnvandet håndteres lokalt på den enkelte grund og udnyttes til f.eks. toiletskyl og havevanding. I allerede eksisterende byområder kan man ligeledes forsøge at håndtere regnvandet alternativt f.eks. ved at opsamle vandet til brug, nedsive det i regnbede eller faskiner eller ved at mindske befæstelsesgraden.

Afkobling af regnvand på egen matrikel

Du kan selv være med til at mindske oversvømmelsesrisikoen ved at etablere klimatilpasningsanlæg på din grund. Ofte kan selv simple løsninger have en stor effekt. Hvis din grund er kloakeret for regnvand, kan du ved at afkoble regnvand få tilbagebetalt en del af dit tilslutningsbidrag af Novafos. Du kan få idéer til, hvordan du kan klimatilpasse din grund her og læse mere om tilbagebetaling af tilslutningsbidraget her

Når regnvand nedsives eller udledes til søer eller vandløb, er det vigtigt at sikre sig, at det ikke har en negativ effekt på miljøet. Ønsker du selv at nedsive regnvand på din grund eller udlede regnvand direkte til vandløb eller sø, skal du derfor huske at søge om nedsivnings- eller udledningstilladelse hos kommunen. Du finder ansøgningsskemaerne her