Nedlæggelse af Stenløse Renseanlæg og udbygning af Ølstykke Renseanlæg

Stenløse Renseanlæg ligger i den sydlige udkant af Stenløse. Renseanlægget modtager spildevand fra bl.a. Stenløse, Søsum, Ganløse og Veksø. Det rensede rensede spildevand udledes til Stenløse Å, og videre til Værebro Å.

Stenløse Renseanlæg er forholdsvis nedslidt og planlægges nedlagt. Renseanlægget ombygges til pumpestation med bassiner, hvorfra spildevandet pumpes til Ølstykke Renseanlæg.

Mellem det nuværende Stenløse Renseanlæg og Ølstykke Renseanlæg etableres en afskærende trykledning på ca. 3,8 km. Ledningen kommer primært til at ligge i landbrugsjord og i veje/stier. Den skal krydse tracèet for den fremtidige Frederikssundsmotorvej.

Ølstykke Renseanlæg modtager primært spildevand fra Ølstykke, og udleder det rensede spildevand til Salsmosegrøften og videre til Værebro Å. Anlægget er i god stand, og ligger udenfor bebygget område. Anlægget har en stofmæssig kapacitet på ca. 18.000 PE, og belastes pt. med ca. 15.000 PE.

I oplandet til Ølstykke Renseanlæg, herunder specielt Stenløse Syd og Egedal By, forventes en betydelig byudvikling. Denne vil resultere i, at Ølstykke Renseanlæg indenfor en årrække, skal udvides - uanset om Stenløse Renseanlæg nedlægges eller ej.

Da Ølstykke Renseanlæg i starten af 90'erne blev bygget, fremtidssikrede man anlægget ved at forberede det til en udvidelse. Flere af tankene og bygværkerne er derfor konstrueret, så de hydraulisk kan håndtere betydeligt større spildevandsmængder ens anlægget belastes med i dag.

Nedlæggelsen af Stenløse Renseanlæg og byudviklingen i oplandet til Ølstykke Renseanlæg resulterer i, at anlæggets procestanke skal udbygges. Det udbyggede anlæg forventes at kunne håndtere en belastning på ca. 36.000 PE.

Der dannes på begge renseanlæg slam, som et retprodukt. Slammet indeholder lave koncentrationer af tungmetaller og miljøfremmede stoffer. Slammet udbringes derfor på landbrugsjord som biogødning. I forbindelse med nedlæggelsen af Stenløse Renseanlæg, skal slambehandlingen på Ølstykke Renseanlæg udvides med yderligere miniraliseringsanlæg og/eller mekanisk afvanding af biogødningen.